http://www.flowfestival.com/en/

http://www.youtube.com/watch?v=2wTYK931PuQ
(klicka cc för textning på engelska)

Kan ju ta en titt på den här tumblr-sidan då som då. Där skriver och tipsar jag på engelska om all världens musik från Finland: suomisoundsmofos.tumblr.com/

Detta är en liten del av en serie krönikor över olika rörelser inom olika geografiska, socioekonomiska och sociokulturella områden världen över och hur musikrörelsen ser ut just där (lite som Lokkos grej på 90-talet), tyvärr har det inte blivit så värst mycket av detta och tyvärr så ligger mitt fokus mestadels på riktigt mesig pop, men jag skall se till att vidga mina vyer.

Tack än en gång!

Peace

Det är först nu under 2000-talet som finländsk indiepop på engelska stigit fram på bred front och Sverige har faktiskt bara sett en bråkdel av den scenen hittills. Men det fanns några band som började på engelska redan före 2000-talet och ett av dem borde vara relativt känt också i Sverige; 22 Pistepirkko. En av deras största låtar är trallvänliga Birdy från deras fjärde skiva Big Lupu (1992!).

http://www.youtube.com/watch?v=ogrSzAT-JCo

Sverige verkar tyvärr ha en blind vinkel när det gäller Finland, för man missar en massa bra grejer. Lite bättre har det blivit, delvis för att finländsk musikexport bestämt sig för att satsa på Norden igen, men allt oftare märks det att finländska band och artister hoppar helt enkelt över Sverige och Norden och riktar in sig direkt på Tyskland, Frankrike eller Storbritannien. Ta t.ex. suveräna Mirel Wagner. Hon har gjort två spelningar i Stockholm men fick knappt nån uppmärksamhet, medan fransk och tysk musikpress verkar älska henne, vilket öppnat ögonen för de lokala konsertarrangörerna.
http://www.playgroundmusic.com/mirel-wagner-in-german-and-french-press

Mirel fick faktiskt några riktigt fina recensioner i svensk press också, men intervjuerna och spelningarna uteblir trots det. Konstigt är det, för med tanke på närheten så skulle bra band och artister från Finland vara en god idé för konsertarrangörer rent logistiskt, vilket torde inverka på prislappen. Men det verkar som om arrangörerna inte litar på dragningskraften, vilket åtminstone delvis beror på det uteblivna mediala intresset, vilket i sin tur beror på…?

Jag vet inte, men kommer ett band eller en artist från Finland så verkar det vara mycket svårare att övertyga svensk musikmedia om att ge det uppmärksamhet jämfört med om ett okänt band från USA kommer på besök. Och ger man uppmärksamhet så fastnar musikredaktören ofta i tröttsamma klichéer om bastu och sisu. Dessutom gör man ofta en grej av att ”Titta, det är från Finland!” istället för att bara låta det vara en artist med sin musik och sin genuina bakgrund.

Tröttsamt. Mycket tröttsamt.

Men tack för att du uppmärksammar scenen. Det tycker jag är kul.

Håber du ka læse dansk. Kunne ikke lade være med at se hvad du skrev om SCUM teatret. Blev derfor nysgerrig efter hvad du mener om min holdning.

Feminister og kunstnere pointerer at:
1. Der er forske på kunstnerisk form og kunstnerisk indhold.
2. SCUM manifesto er et litterært og ikke et politisk værk.
3. Debatten er sund fordi at svenskerne lever i et patriarkat.

Kritikerne påpeger at:
1. Det legitimerer vold mod mænd
2. Det er urimeligt at stockholmske gymnasieklasser inviteres (og eleverne dermed reelt tvinges ind og se det) da der er en del interaktivitet involveret (eleverne blev på forhånd opdelt efter køn og behandlet i overenstemmelse med ånden i forestillingen.

Når jeg har bragt det på bane er det fordi at jeg synes at det illustrerer en meget uheldig tendens i den svenske debatkultur. Jeg synes at modstanderne af opførslen dummer sig ved at fokusere så meget på det direkte kunstneriskt udtrykte at det kommer til at handle om forskellen på kunstnerisk udtryk og kunstnerisk mening. Jeg bryder mig ikke om opførslen. Først og fremmest lanceres den via en sammenligning med afdøde mandlige berømtheders kvindefjendskhed. Dette får det at lancere gengivelsen af Solanas tanker til at virke forfriskende og alternativt. Når der så efterfølgende er lagt op til debat, er der allerede indirekte placeret en præmis om at mænd er priviligerede i forhold til kvinder pga. historiske forhold. Dette ser jeg som et udgangspunkt der forpurrer en sund debat.

Hvorvidt mænd er priviligerede eller ej bør være en del af debatten, ikke en præmis for den. Hvorfor? Fordi at en indledende konstatering af mandekønnet som priviligeret kan medvirke til at retfærdiggøre en hvilket som helst nedgørelse af mandekønnet. Nedgørelser kan i min optik aldrig retfærdiggøres.

Til opførslen er der knyttet et ekstra element: Når man køber billet skal man angive sit køn. Det skyldes at mænd og kvinder placeres over for hindanden. Først kommer de kvindelige tilskuere ind og placeres i magelige stole, hvor de tilbydes bær og goodies. Derpå kommer de mandlige tilskuere ind og henvises til noget mere primitive klapstole. Dette sker under applaus fra de kvindelige tilskuere. Mændene tilbydes ikke noget, men får rette projektørlysene i mod sig. Skuespillerinden (det er en monolog) henvender sig til mændene som ‘abehjerner’. Efter en rum tid starter selve opførslen, hvor skuespillerinden i store dele af tiden vender ryggen til mændene og henvender sig direkte til de kvindelige tilskuere. Efter opførslen er der debat.

Hele dette ekstra element bør næsten kunne anes på forhånd af de besøgende. Dog gør det sammen med den førnævnte præmis at debatten efter min mening har et usundt udgangspunkt. Hvis man som mand føler sig krænket i situationen, vil man næppe bryde sig om at erkende det, for ”det har kvinder jo været vant til, så tag det som en mand.”

Dertil kommer invitationen af nærliggende gymnasieklasser. Invitationer er fine, men konsekvensen er at drengene i klasserne reelt ingen mulighed har for at sige fra. Hvis de prøver på det vil de blive opfattet som usolidariske med kvinder da ”det har kvinder jo været vant til”. De er reelt tvangsindlagt til offentlig kønsspecifik ydmygelse. Og spørgsmålet er om det nogensinde vil blive debatteret i den efterfølgende debat. Det er jo skamfuldt at være både priviligeret og usolidarisk.

Men hvorfor tager jeg det ikke bare som et teaterstykke? Fordi at der netop bruges alle de subtle mekanismer. Det er jo en del af hele pointen at nedgørelsen ikke kun skal opføres men føles.

Hvis man mener at mænd fortsat er priviligerede i forhold til kvinder bør man kunne debattere det åbent, og ikke gøre det til en præmis for selve debatten. Sidstnævnte er manipulation. Mener man at det er en selvfølge må man også kunne gøre rede for det. På den måde kan mænd og kvinder rent faktisk tale sammen og prøve at leve sig lidt ind i hindandens situation. Den nuværende svenske debat har derimod udartet sig til et gensidigt orgie i had.

Argumentet om at teateropførslen blegner i forhold til vold mod kvinder på tv, i de Sade – opførslen og i virkeligheden har 4 fejl:
1. Det skelner ikke mellem fremvisning af vold og den direkte verbalisering af opfordringen om at udrydde et køn. Metaforisk eller ej.
2. Det tager ikke hensyn til at der, såvel på tv som i virkeligheden begås mere vold mod mænd end mod kvinder. Det bemærkes dog ikke på samme måde fordi at volden oftest også udøves af mænd og fordi at mænd ”ikke kan være ofre”
3. De Sade opførslen handler vel om sadomasochistisk seksualitet – ingen gymnasie klasser er inviteret formoder jeg.
4. Måske vigtigst af alt: Unge piger og drenge lever i en subkultur der er så radikalt forskelligt fra voksnes mht. kønsroller at det er absurd at kalde deres hverdag mandsdomineret. De er vant til at piger er bedre studerende som får højere karakterer. Jeg vil påstå at når man på daglig basis erfarer dette, så påvirkes deres opfattelse af køn. De er vant til at de dominerende piger hele tiden søges beskyttet af den voksne verden, mens drengenes problemer… jah de kan få en gang ‘scum’.

Underliggende for hele mit syn på denne sag er også at jeg mener at kunst ikke kun provokerer og beskriver hændelser og sammenhænge i verden(hvad den da også bør gøre), men også selv SKABER hændelser og sammenhænge i verden. Man kan beskrive ondskab, uden at udøve ondskab, men i dette tilfælde er begge dele sket. Og kløften mellem mænds og kvinders forståelsesrammer vokser. Trist.